• Overview
  • Trip Outline

Du skal være medlem af Skiklubben Hareskov for at kunne deltage.

Denne tur en familietur for børnefamilier med børn i alle aldre, der gerne vil ha´ det sjovt og samtidig blive bedre skiløbere. Turen er god for familier med børn og voksne på forskellige skiniveauer, da der tilbydes skiundervisning på alle niveauer. Turen giver mulighed for at øvende og erfarne kan træne og dyrke skiløbet som en sport.

Denne tur er målrettet børnefamilier, der ønsker at have det sjovt på ski og opleve den hyggelige stemning, man finder i de norske fjelde. Trysil er en fantastisk destination til nybegyndere og børn, men der er også rig mulighed for at blive udfordret som erfaren skiløber, for området er stort og byder både på nogle af nordens stejleste pister, pukler og meget ofte også gode muligheder for offpiste.

Turen har fokus på skiundervisning og skisportstræning af både børn og voksne og af både nybegyndere og erfarne skiløbere. Det handler altså både om at komme godt i gang på skiene og om at udvikle individuelle skifærdigheder. Alle børn fra 7 år og voksne tilbydes skiundervisning i 3 timer hver formiddag, og de 3-6-årige tilbydes skiskole i 1½ time. Al skiskole og skitræning foregår på samme tidspunkt hver formiddag (typisk kl. 9-12), uanset niveau og alder (se dog vedr. de 3-6-årige nedenfor) – på den måde kan hele familien dygtiggøre sig på skiene, inden man mødes til frokost i hytten. Om eftermiddagen kan man stå på ski sammen og vise alt det, man har lært.

Turen giver herudover også mulighed for, at børn og unge fra 6-16 år (for øvende+) kan få heldags ski sport træning  og dyrke ski som sport.

Målgruppe Familier med børn, begyndere og erfarne løbere der gerne vil dyrke ski som en sport
Skitræning Børn over 7 år og voksne: 3 timer hver formiddag mandag til fredag. Børn fra 3-6 år: 1½ time skiskole hver formiddag mandag til fredag.
Rejseperiode 19 til 26 februar 2026
Ophold/transport Vi bor i hytter tæt ved pisten – turen er kør selv.

Instruktion og aktiviteter

Skiundervisningen varetages i samarbejde med Trysilguidene , som er tilknyttet SkiStar, SkiSportDanmark og Skiklubbens instruktører. Dette samarbejde giver mulighed for at give niveaudelt undervisning (nybegyndere, letøvede, øvede, erfarne og eksperter) og målrettet flere aldersgrupper.

Ski Sport træningen for øvede, erfarne og eksperter giver mulighed for at træne ski som en sport – træningen varetages af klubbens Ski Sports Træner. Den øvrige børneundervisning og undervisning af voksne begyndere og letøvede vil blive varetaget af de engagerede instruktører fra Trysilguidene, der, ligesom klubbens træner, har en legende tilgang til det at stå på ski og bred erfaring med at undervise. For at sikre bindeleddet mellem Trysilguidene og klubbens medlemmer vil der altid være en dedikeret person fra klubben i børneområdet til at hjælpe til med både praktiske ting og sikre masser af skiglæde for de mindste.

Der vil være undervisning for alle medlemmer fra 7 år og op hver dag fra mandag til fredag i 3 timer. Skiundervisningen for de helt små børn fra 3 til 6 år vil være opdelt i hold med 3-årige og i hold med 4-6 årige. Denne undervisning varer i 1 ½ time, hvorefter børnene skal hentes (dette afspejles også i prisen). Dette betyder, at man som forælder vil skulle gå tidligt fra sin egen undervisning for at hente børnene. Vi vil derfor forsøge at facilitere, at forældre med børn i denne aldersgruppe kan aftale at skiftes til at hente de små, så man måske kan nøjes med at skulle hente en enkelt dag i løbet af ugen. Dette kan vi dog ikke garantere på forhånd, men vi vil forsøge at sammensætte hytterne så mulighederne for dette er størst, og vi inviterer til en Facebookgruppe forud for turen, hvor forældre kan skrive sammen og aftale nærmere. 

Der vil altid være en repræsentant til stede fra klubben i børneområdet, og skulle der være et barn der savner far eller mor alt for meget, så ringer vi naturligvis efter jer (men det sker meget sjældent:-)).

For at planlægge undervisningen på bedst vis, er det vigtigt, at alle medlemmers ski niveau altid er opdateret på medlemsprofilen på hareski.dk da dette ligger til grund for holdinddelingen.

For børn der er øvede/erfarne/eksperter vil der udover undervisningen om formiddagen også være undervisning om eftermiddagen (2 timer). Børnene bliver undervist af SkiSportDanmarks trænere, som er en gruppe af dedikerede og dygtige træner fra flere danske skiklubber under Alpint Kraftcenter Danmark. Trænerne har specialiseret sig i at give børneundervisning og dygtiggøre børnene som skiløbere.  Mange af trænerne har dyrket ski som en sport og deltaget i danske og internationale konkurrencer. Den dedikerede trænergruppe har mulighed for at følge de børn, som deltager på flere ture i løbet af en sæson. Hvis man ønsker at deltage på flere ture, kan børnene med fordel købe en træningspakke, som kan anvendes på flere ture. Du kan læse mere om træningspakker her.

For de 7-12 årige har vi fået et tilskud fra Danmarks Skiforbund til at støtte aktiviteterne omkring det at gå til ski og dyrke ski som en sport, dette gør at vi kan give et tilskud/rabat på heldags- og halvdagstræningen for de 7-12 årige øvede, erfarne og eksperter der vælger Alpin ski-sport-træning.

Læs mere her

Tilmelding

No details found.